Velkommen til Susanne Stauns blog, Suzys blob, en sørgeligt forsømt blog om løst & fast om romaner, diverse – og skørlevned under krimimessen, fra dengang den stadig var sjov.

mandag den 18. marts 2013

Fear & Loathing™ i Horsens: Krimimesse 2013 og forfaldet mod nydelighed


Ramt af den gode stemning faldt Deres udsendte i med begge ben og klistrede et rimelig civiliseret billede op på sin facebookvæg. Straks var Jungersen, Christian, der:



Og derudover, Christian – kender du ikke sentensen: What happens in Horsens stays in Horsens? Pyt, lidt skal du da have at kigge på, så her har du Krimimessens to bedste damenumser: 



Hvis du kan gætte, hvem de tilhører, kan det være, du får et til – din lille frækkert. Og jeg kan tilføje, at de skal bruges til udførelsen af the Tripple Butt Grab.

Men derudover bliver jeg i år nødt til at skuffe dig og alle de andre med helt rimelige forventninger om fear & loathing™ i Horsens. Som sagt bliver vi nemlig alle sammen ældre, og det er IKKE klædeligt.
 
For hør, hvor de kvidrer: Det var tophyggeligt! Tusind tak for dit. Tusind tak for dat. Hvor var det fantastisk. Dén slags. Plastret ud over Facebook søndag aften, mandag morgen og så videre.  Og se nu disse søde, glade, smilende piger:





Ja, de ryger, men værre bliver det så heller ikke. Klidmostre & 8700 Happiness kan jeg simpelthen ikke arbejde med.


Traditionen byder, ja, jeg kan godt huske det, at vi begynder i Grues bil med kurs mod Horsens. Allerede her en route sås i år tegn på forfaldet mod nydelighed og ældreagtighed: For det første kom Stephanie Surrugue i sidste øjeblik IKKE med på grund af arbejde, hvorved vi gik glip af ikke ubetydelige mængder depravage & cleavage. Planen var, at Surrugue på det legendariske (og nystøvsugede) bagsæde i det mindste skulle fladmase Steen Holger Hansen – min retsmediciner – men denne sad i stedet pænt ret op og ned i sin tweed og ymtede lydhøre kvækkelyde, mens Grue holdt enetale om strikkekunstens lyksaligheder. Det drejede sig om sweatre og huer. Imponerende, hvor meget der kan siges om det emne.

Det kunne Deres udsendte selvsagt heller ikke arbejde med. Grue forsøgte sig ganske vist senere med en kompenserende finger, men ikke engang det kunne hun finde ud af:





 Grue! Det er et peace-tegn, det der. Det er svagt. Svagt! Det kan vi heller ikke arbejde med.


HVAD er der sket med den legendarisk beskidte krimimesse i Horsens? Dette syndens dyb er lige så langsomt blevet overtaget af nydeligt påklædte mennesker med nydelige manerer, som alle sammen siger noget positivt. Til hinanden. Om Horsens. Om alt. Kvidre-kvidre-kvidre. Selv Jakob Levinsen smilede. Det gør ondt at skrive det. Og om det så var den engang så sur-søde anmelder, bedre kendt som Jesper Stein, mit livs sureste kærlighed, så smilede han også. Bare. Venligt.

Sødheden nåede (naturligvis) kvalmegrænsen med fortjent prisvindende Michael og hans Lis – det er også muligt at læspe på Michael, hvis man gør sig umage – der har for vane at fejre deres grænseløse, gennemillustrerede kærlighed hver dag på en eller flere mondæne vinbarer, et stunt de naturligvis gentog ud over hele messen efterladende et slimspor af noget, der ikke let deklareres, i hjørner, hvor hunde burde tisse.

Se nu bare her, hvordan det lykkes dem at finde hjerter everywhere:



Eeeeew!!! Det kan jeg simpelthen ikke arbejde med. (Ja. Jeg ER misundelig, hvis nogen skulle spørge.)

Det hjælper jo heller ikke Deres udsendte, slimfinderen fra Dybet, at selv maden smagte godt i år. Ja, det lykkedes rent faktisk at bespise 280 mennesker – cirka – med noget lakseroulade, der lå i den gode ende af spiselig, efterfulgt af noget sprængt ... kalv, var det kalv? ... med en ganske pikant sauce til. O tempora, O mores, siger jeg bare med al den foragt, der kan rummes i et langt suk.

Men rapt videre til næste pæne par, her Gretelise og damernes ven, retsmediciner Steen Holger Hansen, efter indtagelse af noget sprængt:




Retfærdigvis skal det siges, at samtalen under middagen ikke var helt pæn, kredsende som den var om detaljerede redegørelser for fremgangsmåden ved maveplastik, udtamponering og vigtigheden af at eje store trusser, der er andet end mere end badehætter til klitoris. Spørg selv Mikkel Birkegaard, som burde have været med på dette billede, men gemte sig helt ude til højre, fordi han fik for meget.


Og efter at selvsamme retsmediciner underholdt en meget stor samling jyske kvinder om, hvornår og hvorfor fluer invaderer et lig, er han ikke længere min. Nu bor han i hjerterne – og rundtomkring på andre egnede steder – på allehånde kvinder med jyske postnumre. Farvel, Steen. Det var hyggeligt. (Eeeew! Sagde jeg hyggeligt? Det var en fejl). 

På den gode side af al denne nydelighed blev verdens værste ord  omsider grundigt aflivet af professor Sauerberg og Lektor Bo Blomme Michaelis. VICTORY! Hårdt presset måtte de  indrømme, at ordet krimithriller er en ikke-meningsgivende bastard af et lorteord. Her viser professor Sauerberg præcis, hvor dumt det ord er i centimeter:



45 centimeter dumt, hvilket er ganske betydelig dumt. Jeg vil gerne tilføje,  at det herefterdags er FORBUDT at bruge det ord, og hvis du alligevel falder for fristelsen til at tage det i din mund, så ved du nu, at det er for 45 centimeter dumt. Og så er du lissom selv ude om det.

Men det var jo sådan set også godt – at få sat det på plads. Og her, hvor alt det gode er ved at nå sin egen ødelæggende kulmination, bliver jeg simpelthen nødt til at introducere TRE GRIMME TING:

1. Jannik fra Bogmarkedet. Ja, undskyld Jannik, men med den der klap var du var ikke helt pæn:



2. Smuds fundet backstage@Snedkeriet:





 3. The Politiken Sluts, her fotograferet på vej ud for at stjæle flere forfattere fra andre forlag:


 

Så,  ja, små korte, grimme glimt var bestemt en mulighed, men lad mig slutte i Den Nye Pæne Krimimesses Nye, Pæne Ånd og vise jer to par temmelig hippe sko, hvoraf det ene mest præcist betegnes som støvle:



Så hvem tilhører dette fodtøj? Jeg kan afsløre, at det sidder på to operaelskere med hang til god mad og gru. 
Nemlig: Når pænheden ripper Krimimessen for mystik, må man selv lave den. Hvem ejer damenumserne, og hvem er det celebre par oven over fodtøjet? Og hvem taler Vibeke Johansen om på nedenstående klip. Hvis der var flere ... hvad? Se, det kunne du lide at vide.

Men her er hun altså Krimimor Vibeke Johansen, som har arrangeret Krimimessen i Horsens i elleve år, hvilket er intet mindre end imponerende. Sandheden er, at Krimimessen er et kæmpefantastisk megahit hvert eneste år takket være Vibeke. Så TAK, Vibeke. Du ER fantastisk. Og det VAR hyggeligt. Du må bare ikke sige det til nogen.