tirsdag den 16. august 2011

"Pigen på altanen"

Jeg bliver alt for tit spurgt om, hvad der satte en given roman i gang, og hvordan den udviklede sig undervejs. Som regel kan jeg ikke huske det, men mumler et eller andet om, at det er ligesom at få børn: De bliver født, og så flytter de hjemmefra, og man aner ikke, hvad der skete i mellemtiden. Men denne gang, med Hilsen fra Rexville, kan jeg faktisk huske mere end sædvanligt, så jeg må hellere skrive det ned, inden jeg glemmer det. Here goes:

Til Krimimessen i Horsens 2009 mødte jeg retsmediciner Steen Holger Hansen. Nede i legendariske Eydes Kælder, lige ved siden af Jørgensens hotel, stod hele krimislænget som sædvanlig som sild i en tønde og drak tæt efter en overdådig middag, og tilsyneladende havde Steen Holger og jeg sammenfaldende interesser: Münchhausen by proxy (MBP): et syndrom, der får mødre til at opfinde sygdomme hos deres børn eller ligefrem selv gør dem syge med det formål at få opmærksomhed, særligt fra hospitalspersonale.


Jeg kom for første gang berøring med syndromet i forbindelse med Fanny Fiske nr. 2, eller Liebe, som den roman jo rent faktisk hedder, og som fokuserer på mord begået af kvinder, der jo er væsensforskellige fra mord begået af mænd. Da Fanny er specialist i seriemordere, har hun også en mening om den kvindelige variant, der blandt andet inkluderer kvinder, der lider af MBP. Det fandt jeg mere interessant end de kvinder, der fx. myrder af medlidenhed eller griskhed, fordi det ifølge sagens natur er uforståeligt, at kvinder, der føder og passer børn, skulle ønske at skade dem. Men: Jo mere uforståeligt, jo mere interessant.

Så jeg lyttede meget opmærksomt, da den gode retsmediciner diverterede med anekdoter fra den altid ondere virkelighed, den ene mere hårrejsende end den anden, men desværre kunne jeg på grund af aftenens indtag ikke huske ret mange af dem dagen efter. So it goes.

Retsmediciner Steen Holger Hansen, Retsmedicinsk Institut, Kbh.


I sensommeren 2010 mødte jeg igen Steen Holger til Anna Grues udgivelsesfest i anledning af seneste roman om Den Skaldede, hvor jeg befandt mig, fordi jeg er fast abe hos Anna, og Steen Holger, fordi hans retsmedicinske kæreste havde hjulpet Anna med retsmedicinske detaljer til brug for Den Skaldede. Her fortsatte vi snakken om Münchhausen på en skæv måde: Steen Holger viste mig et ar, han havde på indersiden af venstre arm og fortalte, at han fik arret, fordi han havde lavet forsøg med afløbsrens på sin egen hud. Baggrunden for disse forsøg var den sag, der langsomt sivede ud i pressen, primært Berlingske, i foråret 2011:

Stadig mens sårskorpen endnu var sortbrun ....
En 2-årig pige vågnede i 2009 fra sin middagslur og var vansiret på hele brystet. Undersøgelser viste, at der var tale om tredjegradsætsninger, sandsynligvis forårsaget af afløbsrens. Moren og hendes kæreste nægtede kendskab til vansiringen, og brandsårseksperterne på Rigshospitalet udtalte, at skaden kunne være op til otte dage gammel. Politiet kontaktede Steen Holger Hansen på Retsmedicinsk Institut i København og spurgte, om han kunne kigge på sagen og evt. med henvisning til erfaringer på ætsningsningsområdet indsnævre gerningstidspunktet. For hvis politiet skulle arbejde med otte dage ville antallet af mulige gerningsmænd blive så stort, at politiadvokaten ville overveje at henlægge sagen. Steen Holger opdagede, at der i den medicinske litteratur ikke fandtes erfaringer med langvarige ætsningsskader, sandsynligvis fordi folk, der har været i berøring med ætsende substanser, som det første vil skylle det ætsede område. Så han gik selv i gang med at eksperimentere på sin egen hud, og hans forsøg endte med, at gerningstidspunktet blev fastslået for værende inden for de to timer, hvor pigen sov til middag på altanen. Alligevel blev både moren og stedfaren frikendt i Byretten i Roskilde og det oven i købet på trods af, at dommen fastslog, at barnet var blevet forulempet af en af dem. Problemet er, at man i Danmark ikke kan afsige en kollektiv dom. Man skal simpelthen kunne bevise, hvilket enkeltstående individ der stod for, i dette tilfælde, mishandlingen. Sagen fremstår så meget mere grotesk, når man medtager, at den lille pige i dag bor hos sin mor og stedfar, fordi de begge blev frikendt i retten.

Er det ikke et problem i et retssamfund, at børnemishandlere ikke kun frifindes, men også får lov at beholde det mishandlede barn?

Sagen var på tidspunktet for Annas fest anket til landsretten, så jeg gik jeg hjem og tænkte. Det var en mærkelig sag. Jeg kunne ikke rigtig slippe den, som man sjældent er i stand til at slippe historier, der er ægte mystiske. Da Steen Holger og jeg talte om sagen den aften hos Anna, var vi enige om, at den ikke gav et særlig typisk Münchhausen-billede. Men. Pigen skulle igennem mange, langvarige plastikoperationer, der krævede langvarige indlæggelser og efterbehandlinger.

Münchhausen handler som sagt om opmærksomhed, perverst handler det specifikt om opmærksomhed fra hospitalspersonale, og det ville pigens mor jo få under sin datters hyppige og postoperativt behandlingskrævende plastikoperationer.

Signes bryst efter plastikoperation

Det er en frygtelig sag, samtidig en frygtelig spændende sag. Men den ville ikke i sig selv give en frygtelig spændende roman. Jeg begyndte at tænke på, hvordan min fiktive retsmediciner, Maria Krause, som selv så inderligt har ønsket sig et barn, ville reagere på den type overgreb. Jeg tænkte på, hvilke muligheder der var eller kunne være i hendes baggrund, der kunne bibringe historien den form for dynamik, som en roman kræver. Hov! Nu er det lige pludselig ikke kosher at sige mere, med mindre jeg vil forære det hele væk. Og det vil jeg ikke. Så snip, snap, snude herfra.